Kopenhagen Art Institute, som nu udgiver Ny Dansk Kunst 12, er den professionaliserede videreudvikling af websitet kopenhagen.dk, der opstod i 2000 som et slags kunstnerisk/journalistisk modspil til den akademiske kunstkritik og den generelle tonedøvhed overfor samtidskunstneres stemmer i mainstreammedierne. I stedet for at anmelde udstillinger stillede kopehagen.dk mikrofon og mere eller mindre ubegrænset onlinespalteplads til rådighed for kunstnerne og i et vist omfang også ligesindede formidlere. Websitet var og er en succes og i de mere end ti år det har eksisteret har man akkumuleret en imponerende og unik «database» af interviews med danske samtidskunstnere om deres udstillinger. Langt fra alle sitets interviews er interessante, ikke mindst fordi der i lang tid ikke blev redigeret nævneværdigt i materialet, men som en slags råmaterial er det fortsat en virkelig værdifuld dokumentation af den danske samtidskunst.
Kopenhagen.dk startede som et do-it-together-projekt formet af en blanding af mediebevidst iværksætterånd og ferm fornemmelse for sociale energier, der lå i forlængelse af den relationelle æstetik, der på det tidspunkt og op gennem 2000erne var på alles læber (for denne æstetiks fader Nicolas Bourriaud var Internettet med dets åbne og interaktive karakter det essentielle relationelle medie). Det var den personlige, levede erfaring med samtidskunsten og ikke den kritiske diskurs, som kopenhagen.dk promoverede. Derfor forsøgte man sig også med et (nu hedengangent) diskussionsforum og billedreportager fra ferniseringer i bedste sladderbladsstil (med mere held, i flere år et must see for de indforståede såvel som dem der ikke var med til festen). Der var således ingen ambitioner om at yde nogen form for decideret modstand (og da slet ikke af institutions- eller scenekritisk art), andet end at tilbyde et letfordøjeligt, underholdende og formidlende alternativ.
Som sådan flød kopenhagen.dk tidstypisk og ubesværet med de sociale energier og mediestrømmen, og gjorde det godt. Så godt, at det – ligesom den relationelle kunst – blev en institution, som i dag modtager en substantiel støtte fra Statens Kunstråd. Derfor var det kun logisk, at det for et par året siden ændrede navnet til Kopenhagen Art Institute. Det nye navn afspejler også, at man som enhver entreprenant virksomhed med respekt for sig selv har udvidet sine aktiviteter. «Instituttet» er blandt andet arrangør af den årlige internationalt orienterede Kopenhagen Contemporary Art Week, som de sidste par år har været en del af kunstmessen i Forum, udstillingsstedet Fifth Floor i ophavsmand/direktør Torben Zenths private lejlighed, bogsalg, og senest en slags nyhedstjeneste baseret på pressemeddelelser. Rygsøjlen i projektet og grunden til at det modtager så substantiel statslig støtte er dog stadig den såkaldte Kopenhagen Artguide (mailingliste + website), der er landets mest populære medie for information om udstillinger og andre kunstrelaterede begivenheder.
Et andet af de nye tiltag er udgivelsen af årbogen Ny Dansk Kunst, der i ord og billeder ser tilbage på udstillinger fra året der gik på den københavnske kunstscene. Kopenhagen Art Institutes udgivelse startede i 2006 og fungerede fra 2008 som en overtagelse af den «oprindelige» udgivelse (udgivet af Fogtdals Forlag, senere Aschehoug, fra 1992-2007, redigeret af Torben Weirup) havde overlevet sig selv som et usexet og støvet levn fra en tidligere generation. Man skræddersyede konceptet til et yngre publikum og en mere defineret scene, og udover at man opdaterede designet så det kunne måle sig med andre hippe kunstudgivelser inviterede man blandt andet også forskellige stemmer til at levere polemiske og eksperimenterende tekster, der i enkelte tilfælde også gav genlyd i bredere kredse (denne kritiske ansats har dog ikke sat sig spor i instituttets øvrige arbejde, men fred nu være med det). Årbogens omdrejningspunkt og relevans er dog stadig dens dokumentation af udstillinger. Den er et brugbart opslagsværk, kort og godt.
Det interessante ved Ny Dansk Kunst 12 er, at den lanceres som et opgør med årbogsstrukturen fra de tidligere udgivelser. I følge redaktionen, som udover Zenth, tæller redaktionschef Louise Steiwer og – til lejligheden inviteret – kunstner/kurator Mikkel Carl, har man haft et «ønske om at fjerne det autoritære præg, som en årbog automatisk får, når den har eksisteret længe nok til at blive en lille institution i sig selv.» Et velkomment udtryk for selvkritik, der jo ellers ikke er noget den relationelle æstetik excellerer i, men reelt betyder det blot, at man i stedet for at inddele året i tematiske kapitler som redaktionen synes er væsentlige har inviteret syv personer, der bredt repræsenterer dansk samtidskunst, til at give deres bud på året der gik ved at vælge ti udstillinger og hver af de syv personer bliver så i bedste Hans Ulrich Obrist-stil interviewet om deres valg af Mikkel Carl. Det er der for så vidt kommet noget ganske læseværdig tekst ud af. Den personlige vinkel giver mening her, kommer dybere, måske fordi tonen er uhøjtidelig og direkte. Især er det interessant at høre hvad Jacob Fabricius (leder af Malmø Kunsthal og fra 2013 leder på Charlottenborg Kunsthal) har at sige fordi han så sjældent interviewes i et længere format.
Udover at forordets hensigtserklæring nok oversælger det nye i denne struktur så kan man også undre sig over nogle af valgene. Fx er det mærkelig at netop Jacob Fabricius er valgt som repræsentant for «museumsverdenen» når han nu leder en kunsthal, der alt andet lige som institution praktisk og principielt er ret forskellig fra et museum. En anden lille pudsighed er, at galleristen Christian Rud Andersen som den eneste af de syv udmærkes af redaktionen. «I vores øjne,» skriver de, står han bag nogle af årets «mest markante udstillinger, der balancerer stilsikkert imellem det minimale og det sanselige.» Til sammenligning står der mere kontant om Mikkel Bolt, at han er «ph.d. og lektor i kunsthistorie ved Københavns Universitet med særlig interesse for kunstens politiske potentialer.» Endelig er det lidt uklart hvorfor det er Bente Scavenius fra Børsen, som skal repræsentere kritikerstanden. For breddens skyld? Ja, måske (hun er også en af blot to kvinder …), men udover at hun tilhører en anden generation end alle de andre, er hun alt andet lige ikke særlig præsent i den diskussion af samtidskunst «i det daglige,» som årbogen gerne vil koble sig på. I den sammenhæng må man studse over, at hun som den eneste har en soloudstilling af Mikkel Carl på sin top 10-liste. Redaktionen har selvfølgelig ikke kendt til Scavenius’ valg, inden de valgte at inkludere hende, men det er ikke desto mindre et uheldigt sammenfald. Der er en risiko for sammenblanding af interesser når man både har kunstner- og formidlerkasketten på, og set fra undertegnedes synspunkt har man i dette tilfælde ikke håndteret det med integriteten i behold.
I dette hele taget ville projektet have stået stærkere med en mere uddybende motivering for udvælgelsen af de syv personer. For uanset hvad redaktionen erklærer at have som sit ønske så sætter dens autoritet og interesser sig stadig igennem i dette udvalg. Det er jo ikke et «objektivt» udvalg, så hvorfor ikke bruge tid på at sige lidt mere om, hvorfor netop disse syv repræsentanter er vigtige lige nu?
Når det er sagt så er der gode, forståelige valg, om end man godt kunne savne at man inkluderede mere marginale personer fra scenen, overraskelserne, satsningerne. Det er stadig en journalistisk fascination af scenens «vips» og kendisser over formen (meget sigende publicerer kopenhagen.dk også anmelderen Michael Jeppesens Power Top 100), og på den måde udfordrer årbogen hverken sig selv, kunstinstitutionen eller den bredere kulturoffentlighed. Men igen, det er ikke den relationelle æstetiks hensigt at forstyrre den gældende orden. Som Bourriaud skriver, så handler det om at skabe, «et rum for menneskelige relationer som passer mere eller mindre harmonisk og åbent ind i det overordnede system.»
